Et in Arcadia Ego
Public work (contribution to Store Heddinge Skultpurpark), Store Heddinge, DK
September 2018

(Photos from 2021)


Et in Arcadia Ego
Faxe lime stone
300 x 300 x 100 cm
2018

TEXT FROM GIORNATA # 5

Vi befinder os på Stevns. Jeg har i de sidste par uger hugget i et par lokale kalksten.

Den ene står nu oprejst, og den anden ligger skrående på græsplænen, lidt væk fra den stående. De to blokke har måske stået sammen engang, som en søjle som er væltet og blevet til en ruin. I forestillingens dramaturgi om ikke andet.

Kontrasterne mellem flad og formet, rå sten, blok og filet figur er ret tydelige. Ud af stenen fremtræder sirlige snoninger; fletninger på kryds og tværs (næsten som en fuldrigger set fra frøperspektiv). På den opretstående sten står fem søstre, tæt; vi ser blot det yderste af deres hårpragt bagfra. Om de er på vej ind i kalkstenen eller er ved at blive udgravet, kan vi endnu ikke slå fast... Deres frisure adskiller sig blot en anelse fra hinanden – måske der er tale om en søstergruppe af differentiet alder – men fletningerne er faktisk alle enestående. Henover hovedet på dem ser vi den anden blok ligge på jorden. Her findes den sjette søster; større, fladere, adskilt og nedfalden.

Karyatiderne siges at være et stærkt og smukt kvindefolk fra byen Karyæ i det antikke Grækenland. Myten fortæller at de blev slavegjort efter krigen mellem Athen og perserne, fordi de havde hjulpet sidstnævnte. De vindende magter fra Athen slog derefter alle mænd fra Karyæ ihjel, og tog de, efter sigende, særligt stærke og smukke kvinder fra Karyæ som tjenere (iført deres fineste klæder, så de bittert aldrig skulle glemme alt dét, de var blevet berøvet sammen med deres frihed). Den realistiske forklaring på at de er blevet iscenesat som bærende søjler for den athenske kulturs templer, er muligvis at det kunne fastholde dem i deres nedværdigede rolle. Omvendt er myten formentlig blevet til for at retfærdiggøre en måske tilfældig strukturel hierarkisering i samfundet (der findes altid et byrdebelagt underlag).

Karyatiderne må desuden stamme fra et område med mange valnødder – i hvert fald refererer ordet Karyæ til valnøddetræ. Hvem ved om de her bar valnødder i kurve på hovedet; i al fald er karyatidefiguren ikke helt ubeslægtet med de sparsomt fremstillede Kanephoros (kurvebærere) – aristokratiske jomfruer, der havde til opgave at bære kurve med frugt og nødder frem til ofringsritualer for Athene. Disse er også blevet fremstillet som søjlefigurer, og her bliver de forskellige lag i historien måske en anelse blandet sammen. For der er jo en slående forskel på stolt at bære sin kurv og at løfte en af sin omverden pålagt byrde. Eller er der?

Søjlen skulle vist nok have stået op, den ene oven på den anden. Med rør og boringer skulle stenen stabiliseres og repræsentere alle de kvinder og andre skabninger, der holder hinanden gennem tykt og tyndt og forbi mytiske og faktiske forhindringer. Men den øverste sten faldt hele tiden ned; nej den lagde sig blødt ned i forestillingen og pludselig lå den også der på græsset, som om den havde ligget der for altid.

Kirken i Højerup styrtede sammen i 1928, eller rettere, det yderste stykke med koret og en del af kirkegården brækkede af efter klinten havde nærmet sig en tand for meget. Nu kan man se ud til vandet, frit ud over skrænten. Hævet over millioner af års sedimentering og aflejring er der bare blåt (som i en film forestiller man sig at åbne begge døre på en gang og træde ud en morgen i solskin med bare tæer og vind i håret). I sidekapellet kan man gennem tremmer se nogle rester af et gammelt kirkealter. Det er af træ og bemalet i klare farver, men ser lidt ud som drivgods. Hvis ikke det var helt oplagt, at antage at det kom fra det hedengangne kor, der var faldet ned, skulle man tro, det var kommet drivende hele vejen fra det gotiske Tyskland. Måske de har halet det op med tykke reb med splejsede øjer; reb flettet af arbejdende hænder på de lokale fiskere (som sidenhen byggede den nye kirke længere inde i landet). De bar på hinanden og klinten og havet og de os af guderne pålagte byrder, og vi ser nu blot deres fletninger og oldnordiske solidaritet. Som siger de: Sammen trækker vi op, altid bærer vi i flok.

Ridset ind i stenene mellem flintelagene ser vi ikke deres ansigter, men vi mærker deres hår – det stærkeste led på en søjle – og vi viger for ikke at respektere dem, og huske på at de også dengang besøgte Arkadien; intet varer evigt, ej heller kirken, klinten eller det klare blå ude i horisonten.