Vado a Tentoni (Homage to Pasolini)
Installation and performative reading at the Danish Academy in Rome, Rome, IT
June 2018



Vado a Tentoni
(Installation/performative reading)
Old curtains (cotton) with lino cut print and gouache
Variable dimensions
2018

POEM

Vado a Tentoni

1

Hvem taler om maj,
i dag, denne på svale junidag
der lokker med sin tæt indhyllede sol

igennem træerne;
vi befinder os i en have
af buske og træer og vildfarne stykker

med bogstaver skåret sirligt ind i overfladen, som sukret i marmor.
freden er overfladisk.

Dette er ikke et åndehul
– vi er omringet af nedrige barakker, og sociale trappestiger –

(jeg så hende selv vente på trappen og råbe til sin søn
Mamma Roma har tabt sit hjerte).

Vi ånder ikke her, vi
trækker vejret mens vi kigger den anden vej eller gennem de andres øjne,

jeg kender ikke dit emne, ligesom jeg ikke kender dig, blot er jeg fanget af dine

ord, din polemik, din spiritualitet, din sensibilitet,
– sensuelt og skurrende –

sentimentalt! Jeg siger det højt,
jeg er ikke bange for at indrømme
at være til falds for den dårlige smag,

den bevidste misforståelse og forenkling, min naive bevidsthed,
og frygten for fejlfortolkninger.

Hvad så du her?
I dine borgerlige klæder på din tid, der for længst er passeret,

stakket i gamle assorterede bøger på tilbud,
og nævnt i flæng der hvor kun et fåtal får adgang.

2

Vi ånder ikke her, vi
trækker vejret mens vi ser os tilbage, fremstiller papir af stentunge

formater. Én dødsmaske i helfigur et smerteligt råb om hjælp,
en giovanozzo allegro

sidder med benene svajende på sin egen død har jeg ret i at du også er ham?
– eller taler jeg fra en skammelig position,

momentant
okkuperende en poetisk troendes blik, syndig, og dermed

retfærdigvis en smule katolsk.
Jeg vil se den grædende Madonna i en kirke, et kapel

eller en stue, gennem tv-skærmen, 
 dagens programmer
viser politik og religion i et samspil,

men uden at tangere virkeligheden, som du gjorde det,
i det mindste tror jeg

du skrev fra verdenshavene
i dit følelsesliv
med din krop som dit anker din

Nemesis din Sisyfos din Psyché.


3

Den eksisterer ikke længere, måneden du efterlyste endda et alternativ,

er definitivt forsvundet,
i stedet har vi
diamantklart solskin i Nordens fjorde

og regntunge dage
her i verdens navle, blandt magtsyge herskere

som alverdens lærde kan studere i bøgerne men aldrig forstå.
Knopperne har skyndt sig,
de har udviklet sig i takt med radioens

pulserende tempo, uden ro
intet overblik,
som børn forklædt i voksne kroppe.

Ingen tror på dannelse længere, eller de der hævder at gøre det har taget begrebet som gidsel,
i en kamp for at gøre verden

lidt grønnere. Vel at mærke på deres side af hækken – bemærk, jeg står midt i det grønne
og hører kun svagt trafikken i baggrunden,

det altopslugende kaos af mennesker, der vil frem og tilbage,
på de sociale stier, og vender øjne

i omnibussen, i forbifarten
ad ham der højlydt beklager sig i telefonen, én blev afskediget, én blev irettesat,

varmen er ulidelig.
Jeg begynder at forstå i glimt,
følelsen af at være født i et andet århundrede,

hvor der ikke længere er nogen der spørger "hvad er en proletar?",
partisaner, brigadist

– sbrigati!

Tide betyder jo nærmest intet,
her midt på kirkegården, i parken, jeg kan ikke finde stenen til Keats,

eller Shelley; mit øje er fæstet på den slanke stentavle hvor en ung kvinde ligger begravet
hun var på min alder;

glæden og sorgen her midt i det grønne.

4

Vi ånder sagte
mens vi trækker os tilbage fra alskens bedrag,

Økologien, magten, økonomien, kroppen, og så videre; de som udgør
'det poetiske hvis'

ved hvad jeg taler om.
Jeg stjæler som regel med arme og ben uden skam, men fuld af skyld, omvendt

dine elskede drenge,
som spejder mod korset på toppen af bakken. Bakken hvor jeg også har set dig,

i butikken, i bogen; på et foto,
gående på en tusindårig civilisations forkastede krukker, (hvordan lød de under dine fødder?)

disse fragmenter af diskutabel værdi, kærlighed og skår,
dit arbejde er skabt på dette fundament.

Jeg hører ingen lyd fra værkstederne – hvor jeg misunder dig,
for din kompromisløshed,

din frihedstrang,
dit oprør med stil og krav om værdi din ambivalens og din passion,

– dit amputerede valg,
der som lyden af ambolte gav genlyd

ind i det næste århundrede –
som mågerne der flyver langs Tiberen en tidlig morgen, i en scene

af den slags der kun eksisterer i den modløses fantasi,
som opskriften på længsel og

sensuel frustration.
Hvem der var en måge der fløj mod horisonten! Nu høres svagt den summende lyd af en drone

der bevæger sig i mekaniske rektangler
– som den lille stueflue der sværmer,
for at tiltrække opmærksomhed fra det andet køn,

og vender tilbage til sit fikspunkt –
som et videnskabens under,
men hvem vil mindes om geometri i denne hede?

5.

Vi keder os
mens vi trækker vejret og ser os tilbage,

på restauranterne og gaderne
har de skrevet dine ord med skrå skrifter, dit liv blev kort

men ikke din stemme,
der trækkes i langdrag fra eftermiddag til aperitif

omverdenen ser til
mens hænder lyser op i mørket fra en nøgen ryg:

jeg så det hele, gaderne, hospitalet, museet du har aldrig set Hi-Ro-Shi-Ma;
– jeg krymper ved tanken

om en forestående katastrofe.
Den Frie Stil brillerer
som årtusinders akkumulation af potteskår

med korset plantet på toppen
og tusind flag der blafrer i vinden, i takt med øjenlåg der vibrerer,

når roen sænker sig,
alle de stakler der giver al pladsen til drømmene du ved hvem jeg taler om

ignorance is bliss;

– to timer endnu, til solen går ned

og de unge kommer kørende
med frustreret energi og en slags øredøvende musik, hvad skal de ellers gøre,

her i Borgerskabets park? De har vrængende udtryk mejslet i den lyse hud,

som eftertragtet marmor
fra Carrara's snart tomme grave – sæt skylden på Michelangelo

og alverdens stagnerede smagsdomme, så blidt ført med bind for øjnene
af investorer og banker –

vi ved det hele,
og dog ser vi kun de hårde folder, og den hellige Teresas åbne mund,

der hvisker
at valget er taget på forhånd.